Af Anna Hedegaard Kristensen
De syngende trolde vender tilbage i Trolls På Verdensturné, nu med mere musik og et budskab, der er vigtigt men en smule forvirrende formuleret. Ikke alle trolde er ens, men man kan stadig skabe smuk musik, selvom man er forskellige.
Den lyserøde trold Poppy (Stine Bramsen) er nu blevet dronning, og sørger for fest og farver sammen med sine venner, der alle lever i deres egen lille musik-fikserede verden. Men den verden bliver hurtigt vendt på hovedet, da Poppy lærer, at de blot er én ud af mange grupper af trolde. Trolde, der elsker en masse forskellig musik. Og nu er rock-troldene på turné for at stjæle musikken fra alle andre og sikre sig, at rock er den eneste overlevende musikgenre.
Poppy begiver sig derfor ud på en mission, naturligvis ledsaget af sin bedste ven Kvist (Tim Schou) samt en mere eller mindre fortrydende Basse (Tom Jensen). Troldene skal forenes igen, for de er jo alle sammen ens – de er alle sammen trolde. Desværre går det ikke helt, som Poppy havde håbet på. For country-trolde kan jo lide country-musik, og rock-trolde kan lide rock-musik. Men Poppy og hendes venner er pop-trolde, så har de overhoved noget til fælles, når deres musik er anderledes?
Lad os først snakke musik – for det er ”trolds” alt et element, der fylder meget i filmen. Og det er sjældent en dårlig ting. Filmen nyder godt af at der i denne omgang er mere variation i musikken. Det er ikke kun en kavalkade af pop. Der trækkes også kærkomment på andre store genrer som både rock, country og funk, men også på nogle mere obskure genrer som reggaeton og k-pop. Særligt de to sidstnævnte tænder virkelig liv i filmen i de kortvarige øjeblikke, de får lov til at indgå. Desværre blander filmen nogle gange de danske sangstemmer med originalstemmerne, hvilke skabte mere forvirring i forhold til filmens fortælling end det gavnede den musikalske oplevelse. Der skulle Stine Bramsen og Tim Schou måske bare havde fået lov til at synge hele molevitten.
Trolls På Verdensturné forsøger at henvende sig til børn med et budskab, som i de seneste måneder atter har vist sig at være vigtigt og nødvendigt at bringe. Gennem Poppys møder med de andre trolde-nationer bliver hun konfronteret med, at alle trolde ikke bare er trolde, men at de faktisk er forskellige fra hinanden. Man kan ikke bare sådan lige forene alle trolde under én paraply, men man er i stedet nødt til at acceptere hinandens forskelligheder. For som Poppy lærer: ”At fornægte vores forskelligheder er at fornægte sandheden.”
Det er prisværdigt at filmen prøver at behandle diversitet og kulturelle forskelle i børnehøjde, men det gøres ikke altid lige elegant. Poppys stålklare forestilling om, at forskelle ikke betyder noget, fordi trolde er trolde, bliver forvirrende i længden og slører filmens afsluttende pointe om, at man ikke kan ignorere folks forskelligheder. I stedet burde man have givet mere plads til scener såsom filmens dance-off mellem reggaeton-troldene og k-pop-troldene, der, udover at være underholdende, simpelt og elegant lærer os, at vi sagtens kan komme godt ud af det med hinanden og skabe en fest, selvom vi er fra to forskellige grupper.
Kommentarer